Hunde gennemgår livets faser i et noget højere tempo end vi mennesker gør. I løbet af kun et enkelt år, udvikler en hvalp sig fra en blind og hjælpeløs nyfødt, til en velvoksen og ofte kønsmoden unghund. Denne proces indebærer en lang række fysiologiske, mentale og kropslige forandringer som hvalpen på kort tid skal gennemgå for at vokse op til en sund og velafbalanceret voksen hund.
På Skæring og Rosenholm Dyreklinik tilbyder vi et unghundetjek af den voksende hvalp, når den er omkring 8 måneder gammel. Dette gør vi for at holde øje med, at hvalpens udvikling forløber som den skal i denne periode, hvor der sker så meget.
Ligesom ved de forudgående hvalpevaccinationer, giver vi din hvalp et fuldt sundhedstjek fra snude til hale for at sikre os, at alt er som det skal være. Vi har ved et unghundetjek ekstra fokus på tænder, vækst, ernæring og adfærd, da disse områder især kræver ekstra opmærksomhed hos den voksende hvalp.
Derudover er der sat tid af, til en god snak med dig som ejer, om hvordan det går med hvalpen derhjemme. Der er mange ting at forholde sig til, når man har en hvalp og spørgsmål om fx kønsmodenhed, renlighed, neutralisering og forebyggelse af lopper og flåter kan presse sig på og er vigtige at få svar på.
Som altid står vi klar med godbidder både ved skranken og i konsultationsrummene for, at gøre det til den bedst mulige oplevelse for din hund. Har du spørgsmål, som allerede nu presser sig på eller ønsker du at booke tid til et unghundetjek, er du altid velkommen til at ringe til Skæring og Rosenholm Dyreklinik. Vi glæder os til et gensyn med din hvalp!
Dyrlæge Monica Kallehauge