Hundefødsel

Information omkring en hundefødsel, dens faser og efterbehandling.

Din hund er drægtig i 62-64 dage efter dens ægløsning. Kendes ægløsningstidspunktet ikke, kan en drægtighed vare mellem 56-72 dage efter parring.

Alle hundefødsler er forskellige og langt de fleste forløber uden problemer, helt uden brug for en dyrlæge. Visse faktorer, som hundes størrelse, alder, race og antal hvalpe, kan dog øge risikoen for, at der opstår komplikationer. Det kan derfor være rart, at have snakket med en fagperson inden en forestående fødsel med din tæve, så du som ejer ved om der er noget særligt du skal være opmærksom på. Det er vigtigt, at du som ejer sætter dig ind i hvordan en normal fødsel foregår, så du hurtigt opdager hvis alting ikke går som det skal og din tæve har brug for hjælp.

 

En normal hundefødsel foregår i 3 faser.

Første fase er opblokningsfasen som kan vare optil 24 timer. I denne periode kan man ikke se på tæven at hun er i fødsel, men hendes temperatur vil falde en grad, typisk til under 37.5, tæven vil virke urolig, udvise redebygningsadfærd, halse mere end normalt og i visse tilfælde få let opkast og dårlig mave. Indvendigt er tævens krop ved, at klargøre sig til fødslen af hvalpene, ved at livmoderhalsen åbnes og livmoderen begynder at trække sig sammen.

Fase 2 er uddrivelsesfasen. Her starter fødslen af hvalpene. Fosterhinder vil komme til syne i tævens fødselkanal og der vil løbe klart udflåd fra tæven. I denne fase vil tæven have kraftige sammentrækninger af livmoderen og hun vil typisk ligge i sideleje og lave presselyde når disse kontraktioner står på. Efterhånden som hvalpene bevæger sig ned igennem fødselskanalen, vil de komme til syne i tæven og fødes med eller uden en fosterhinde omkring sig. Der går typisk 1-3 timer fra fase 2 begynder, til den første hvalp er ude og herefter ca. 30-60 min mellem hver hvalp. Det er dog meget varierende fra fødsel til fødsel.

I fase 3 fødes hvalpenes forsterhinder og moderkage. Typisk ses grønlig/sortlig væske, blandet med klar væske og et vævsfyldt bånd komme fra tæven. Hvis flere hvalpe er blevet født hurtigt efter hinanden, kan der komme flere moderkager samtidig, ellers er det normalt at tæven skiftevis er i fase 2 og 3. Som ejer bør du holde øje med at antallet af hvalpe passer med antallet af fødte moderkager, for at sikre at livmoderen er tømt efter endt fødsel. Typisk fødes moderkagen indenfor 20 min efter den tilhørende hvalp. I denne periode vil tæven ofte være optaget af at slikke den/de fødte hvalpe og vil i nogle tilfælde spise moderkagen.

Efterhånden som hvalpene fødes, skal du som ejer bemærke dig om der kommer lyde fra dem og om de virker vitale. Hvalpene kan med fordel hjælpes til at die, da dette udløser gavnende hormoner for tæven.

 

Efter fødslen vil tæven have rødligt/grønligt/brunligt flåd i optil 6 uger. Flådet er lugtfrit. I denne periode er livmoderen ved at normalisere sig selv. Det foregår blandt andet ved, at udstøde den slimhinde som under drægtigheden har været fortykket og brugt til at give hvalpene næring. Derfor er det forventeligt at der ses udflåd i en periode efter drægtigheden.

Tegn på komplikationer kan være forlænget drægtighed på over 72 dage siden parring, tæven har været i fase 1 i over 24 timer uden at den aktive fødsel er gået i gang, grønt/sort fostervæske inden første hvalp, kraftige presseveer i over 30 min uden fødsel af hvalp, dårlig eller stresset tæve og blødninger fra tæven. Har du en fornemmelse af at fødslen ikke går som den skal, eller oplever du en eller flere af disse ting, bør du kontakte dyrlægen. Er dyrlægen ud fra jeres samtale i tvivl om hvalpenes velbefindende, vil du blive bedt om at komme ind på Skæring Dyreklinik til en undersøgelse. Her kan en ultralydsscanning vise hvalpenes tilstand, så det kan afgøres hvilken hjælp tæven har brug for. Røntgenbilleder kan være nødvendige for at vurdere hvor mange hvalpe der er, om de ligger korrekt og de har en størrelse som tæven kan føde. Vurderes det at hvalpene er stressede eller at tæven ikke vil kunne føde dem naturligt, kan vi på Skæring Dyreklinik foretage et kejsersnit og hjælpe hvalpene til verden.

 

Du er velkommen til at ringe til Rosenholm eller Skæring Dyreklinik hvis du har spørgsmål til parring, drægtighed eller fødsel. Vi kan både hjælpe med vejledning, fastsættelse af ægløsningstidspunkt, drægtighedsscanning og visualisering af antal hvalpe i din tæve, hvis du skulle ønske det. Oplever du problemer med din tæve under fødsel, er du velkommen til at ringe på alle tider af døgnet. Der vil altid være en dyrlæge at træffe på vores telefonnummer.

Skrevet af Dyrlæge Monica Kallehauge 

Del denne historie
Hvalpeaften på Skæring Dyreklinik

Har du en hvalp under 6 måneder?

Så er I inviteret til hvalpeaften hos os!

En aften med hvalpeleg, fagligt indhold, rundvisning, snak og godt selskab!

Hvalpeaften