Urinvejslidelse hos katte

FLUDT: Feline Lower Urinary Tract Disease Skrevet af Dyrlæge Monica Kallehauge | 1. nov 2019

Irritation af de nedre urinveje hos kat kan føre til, at de pludselig begynder at tisse rundt omkring i huset, vasker sig mere end normalt, tisser blod, tisser oftere end normalt eller helt holder op med at tisse. Årsagerne til at katte får denne irritation af urinvejene kan være mange og kan ofte ikke afhjælpes med en antibiotikakur alene. Da irritationen både er til gene for ejeren og samtidig alvorligt for katten, bør katte med ændret tisseadfærd tilses af en dyrlæge så den rette behandling kan igangsættes.

Blæren er et lille ballon-organ, som fyldes med urin fra nyrerne og urinen føres ud af kroppen via urinrøret. Normalt er forholdene i blæren sterile, hvilket vil sige, at der ikke vokser bakterier. Urinen er en neutral og klar væske, som består af affaldsstoffer fra kroppen.

Blærebetændelse kan opstå, hvis bakterier vandrer ind igennem urinrøret og begynder at vokse i blæren. Dette irriterer blærevæggen så katten føler tissetrang oftere end normalt, får ondt eller tisser blod. Men blærebetændelse er ikke det eneste der kan udløse denne irritation, derfor kan ændrede tissevaner hos kat ofte ikke klares med en antibiotikakur alene.

FLUDT (Feline Lower Urinary Tract Disease) er en betegnelse for irritation i de nedre urinveje hos katte, hvor de normale forhold i blæren forstyrres. Surhedsgraden i urinen bliver ændret og der kan dannes krystaller eller sten i blæren, så blærevæggen irriteres og der ses blod i urinen. Sygdommen rammer både hunkatte og hankatte, men kastrerede hankatte er især i risiko for, at blive alvorligt syge fordi deres urinrør er længere og smallere end hunkattes. De har derfor større tendens til, at blive blokeret så blæren ikke kan tømmes. Denne tilstand kan være dødelig for katten, hvis den ikke behandles hurtigt og blæren skal tømmes af en dyrlæge inden den brister. 

Dyrlægen kan ved hjælp af en klinisk undersøgelse af katten samt en urinprøve, finde ud af om katten har problemer i urinvejene.

Man kender ikke altid årsagen til FLUDT hos katte, men man ved at stress, foder, overvægt, hormonelle forstyrrelser og individuelle anatomiske forskelle kan påvirke forekomsten af sygdommen. Derfor kan flere forskellige undersøgelser være relevante for, at nå frem til den rette behandling og det er ofte nødvendigt, at katten skifter foder i en kortere eller længere periode.

Ved du på forhånd, at der skal ske ændringer som kan stresse din kat, så som flytning, familie forøgelse af den to-benede eller fire-benede slags, ferie, fester osv., kan du gøre brug af beroligende duftstoffer (feromoner) og angst/stress nedsættende produkter som kan sænke kattens stressniveau. På den måde kan man forsøge, at afhjælpe at katten udvikler FLUDT. Personalet på Rosenholm og Skæring Dyreklinik er altid behjælpelige med råd og vejledning.

 

 

 

 

 

 

Del denne historie
Netdyredoktors nyhedsbrev Vi er en del af VetFamily, som står bag Netdyredoktor. Få nyheder om kæledyrs sundhed, symptomer og behandling.

Du modtager faglig information, tips og tricks og gode tilbud 2-4 gange om måneden. Nye abonnenter får en rabatkode på 10% til webshoppen.